Analyse: Kampen om den økonomiske politik

Dansk politik drukner helt aktuelt i personer, processer og målinger, men lige om lidt skal politikerne på Christiansborg konkret forholde sig til i hvilken retning den økonomiske politik skal udvikle i kølvandet på Covid-19 krisen. De Radikale´s partiformand, Sofie Carsten Nielsen har chancen for tage initiativet, og på den måde trække sit parti ud af ”Metoo”-nedsmeltningen, men det kræver, at hun har ro på bagsmækken.

Sofie Carsten Nielsen har fornyligt udtalt til Berlinske, at hun ikke føler sig hjemme hverken i den blå eller den røde blok. Hun ønsker at trække den økonomiske politik ind på midten, og træde ind i en nøglerolle i den forbindelse, og på den måde trække et afgørende spor i retning af det, man kalder ”The New Normal” efter pandemien. Denne rolle vil helt sikkert bekomme De Radikale vel, men Sofie Carsten Nielsen har brug for, at der er total ro på bagsmækken i den radikale folketingsgruppe for at høste den totale effekt af bestræbelserne.

Den Radikale leder benyttede tirsdagens partilederdebat til at uddele invitationer til en økonomisk 2030-plan med et særligt godt øje til Socialdemokraterne, Venstre og De Konservative, som alle tog positivt imod invitationen. Statsministeren gav ikke et direkte tilsagn, men det var værd at bemærke sig, at Mette Frederiksen kommenterede det radikale forslag med en tanke om, at en kommende økonomisk plan skulle have et længere sigte end 2030 – Statsministeren var ikke konkret, men mon ikke hun havde indstillet sit lange lys mod 2040…

Fordelen ved at øge tidshorisonten for Socialdemokraterne er, at en økonomisk plan med tæt på 20 års løbetid er knap så forpligtende her og nu, som en plan der blot løber i denne regeringsperiode samt formentlig to perioder derudover. Dette afgørende spørgsmål vil være det første, de skal blive enige om. Mette Frederiksens største flanke lige nu i forhold til oppositionen er den økonomiske politik. Venstre og Konservative har en motorvej at køre på i forhold til at beskylde regeringen for at bringe Danmark mod afgrundens rand med reference til tidligere statsminister Anker Jørgensen og hans finansminister Knud Heinesens regeringstid, hvor et gældsat Danmark havde voldsomme økonomiske problemer. Fordelen for den nuværende Statsminister Mette Frederiksen ved at indgå en økonomisk aftale hen over midten vil være, at hun dermed kan lukke ned for kritikken fra oppositionen med henvisning til, at et bredt flertal i Folketinget har sat den økonomiske linje i mange år frem i tiden. Statsministeren har fået gennemført sin ”Arne-reform”, og nu bebudet at der kommer tiltag i forhold til at få mindst 10.000 nye borgere på arbejdsmarkedet, det antal der sendes ud af arbejdsmarkedet i forbindelse med selvsamme reform.

Det er svært at forestille sig en økonomisk plan af denne kaliber uden Venstre, som trods aktuelle udfordringer har ambitioner om at genindtage Statsministeriet igen. Specielt Venstre og Det Radikale Venstre har massivt behov for at kunne bringe fokus væk fra personer og over til det politiske. Denne reform er en god anledning til at kridte den økonomiske bane op for Venstre med vægten lagt på en grøn skattereform, og på at få flere ikke-vestlige indvandrere ind på arbejdsmarkedet. Men Venstre skal sikre sig, at der kan landes en aftale indenfor skattestoppets rammer, så de undgår at komme i en tilsvarende uheldig situation, som man oplevede med politiforliget, hvor partiet måtte forlade forhandlingerne fem minutter i tolv, da man ikke havde sikret sig at præmisserne for skattestoppet blev en forudsætning for forhandlingerne. De Konservative´s formand Søren Pape erklærede sig også positiv i forhold til De Radikales invitation til at indgå i forhandlingerne om en økonomisk 2030-plan. Hans parti vil helt sikkert se positivt i forhold til initiativer, der øger arbejdsudbuddet, og vil samtidig forlange indrømmelser på skatteområdet, og det bliver en af de større udfordringer for Konservative om de kan få tilstrækkelige indrømmelser på dette område fra regeringens side.

Alle fire ”gamle” partier kigger sikkert med en vis spænding på, hvad tidligere Statsminister og Venstre-formand, Lars Løkke Rasmussen har på bedding med det nye politiske netværk han netop har lanceret. Han har blikket rettet mod midten, og alle fire partier kan have en interesse i at afmontere ham til en vis grad ved at placere den økonomiske politik på midten med en bred aftale, inden han går på strandhugst i alle de implicerede partier. Der vil trods det være masser af områder Lars Løkke kan kaste sig over, men hans projekt vil blive devalueret en del, hvis der skabes en bred opbakning til den økonomiske politik på midten i en øvelse, hvor fløjene skæres af.

En række partier vil formentlig blive efterladt på perronen ved en sådan forhandling. Man kan ikke helt udelukke at SF og Dansk Folkeparti vil blive budt til budt til bordet. Det er under alle omstændigheder svært at forestille sig, at Enhedslisten, der vil have genindført efterlønnen, på den ene side samt Nye Borgerlige og Liberal Alliance på den anden side som deltagere i en sådan aftale. Liberal Alliance vil stå udenfor, og markere sig på at aftalen i deres øjne er for uambitiøs. Nye Borgerlige vil på samme måde benytte lejligheden til at finde en vej til at kræve stramninger på udlændingepolitikken ind i forhandlingslokalet, og vil derefter markere sig på, at det ikke er noget der falder i god jord hos de etablerede partier. 

Der bliver kamp om den økonomiske politik, når regningen skal samles op efter Covid-19 krisen. Den ligger ikke lige på den flade hånd, men der burde være tilpas med gode incitamenter blandt de fire ”gamle” partier til at løfte opgaven.

Leave a Reply

%d bloggers like this: