Politisk Corona-sammenbrud vil skabe splittelse dybt ned i befolkningen

Sammenbruddet i de politiske forhandlinger om næste fase i Covid-19 håndteringen var lige præcis det der ikke måtte ske. Det blev en forhandling, hvor alle tabte – og de største tabere var ikke med ved forhandlingsbordet.

Det pressemøde der skal finde sted senere i dag, er lige så vigtig som det pressemøde, som blev afholdt i marts måned sidste år.  Forskellen fra dengang og til nu er, at hele Danmark var med sidste år – De blå, de røde, erhvervslivet, de offentligt ansatte, private lønmodtagere, butiksejerne, frisørerne, minkavlerne og jeg kunne blive ved. Alle var klar over, at det var en særlig situation, og alle bakkede Statsministeren op i Regeringens konsekvente nedlukning af Danmark. Sammenbruddet i aftes gør, at store dele af Danmark ikke føler sig hørt eller repræsenteret, når Statsministeren i dag løfter sløret for første etape af genåbningen af Danmark.

Det umuligt at gennemskue, hvad der er sket ved forhandlingsbordet, der gør at parterne ikke kunne finde et kompromis. Situationen taler for at der ikke er meget kommunikation mellem Regeringen og de blå partier. Det er således meget tydeligt at absolut intet har været klappet af på forhånd mellem parterne i et uformelt forum, før forhandlingerne fandt sted i går. Når man tænker på sagens alvor, er det i sig selv ganske opsigtsvækkende. 

Sammenbruddet efterlader alle i taberens rolle. Den blinde makker i hele Corona-håndteringen har været befolkningens og erhvervslivet gode vilje til at bidrage til, at vi i Danmark kommer godt igennem krisen. Den gode vilje bliver nu udfordret maksimalt, og opbakningen til den fælles indsats vil formentlig falde til skade for alle parter. Dette resultat er en katastrofe for den del af erhvervslivet, der er direkte berørt af nedlukningen. Det er en katastrofe for alle de, der er ramt af negative corona-konsekvenser som ensomhed og social isolation. Ingen af disse grupper sad med ved bordet i går, og i den videre nedlukning og generelle håndtering af krisen vil store dele af befolkningen ikke føle sig hørt eller repræsenteret politisk, og det er en fuldstændig uholdbar situation.

Man skal bare kigge mod USA for at se konsekvensen af polarisering og politisk splittelse. Det er den alvor som politikerne på begge sider bør kigge ind i. Der er nogle forhandlinger som for alt i verden skal ende med et bredt resultat og denne forhandling var én af dem. Statsministeren bør vise klasse og række ud efter lederne i den blå blok og få denne sag landet. Det er livsnødvendigt for den resterende håndtering af sundhedskrisen og genoplukningen af vores samfund.

Leave a Reply

%d bloggers like this: