Schlüter var det politiske kompas

Første gang jeg mødte Poul Schlüter var i 2002, hvor jeg som ung konservativ folketingskandidat deltog i et af partiets kandidatkurser på Dansk Industri´s kursusejendom i Nyborg. Schlüter skulle holde et oplæg for os håbefulde kandidater, og jeg var mildest talt star-struck. Jeg rystede helt på hånden, da jeg rakte bogen ”Sikken et liv” frem til mesteren for at få ham til at signere den. 


For Schlüter var allerede i mine unge år mit politiske kompas, og jeg havde læst alt litteratur, jeg kunne fremskaffe om den tidligere statsminister. Særligt bogen ”På talerstolen” var en sand inspirationskilde til at forstå den konservative holdning, som var noget andet end de herskende ideologier – De selvsamme ideologier som Schlüter betegnede som værende noget bras. Poul Schlüter var pragmatisk, men han var bestemt ikke holdningsløs. Helt op til de sidste leveår havde han holdninger til samfundet, til partiet og til verden, for som han sagde: Selv en gentleman bliver nødt til at blande sig. I et interview i forbindelse med hans 90-års fødselsdag kommenterede han de nationalistiske strømninger, som har præget den politiske scene med stadig større styrke de seneste valg – Vi er selvfølgelig et nationalt parti, men vi er ikke nationalistiske. Konservative er ikke ekstremister, men lægger vægt på, at der er balance i tingene. Kort, præcis adressering som Schlüter var en mester i. 

Jeg blev i 2005 valgt til Folketinget tre år efter det første møde med Schlüter, og mødte Poul flere gange i den tid jeg var politisk aktiv for Konservative. Han efterlader et konkret aftryk på det danske samfund, hvor han som statsminister fra 1993 forvandlede et samfund, som var på afgrundens rand til et moderne samfund med en stabil økonomi. Schlüter er i Det Konservative Folkepartis historie én af de politikere, der med den største enkelhed og elegance satte ord på det konservative værdisæt – og gerne med et glimt i øjet. Poul Schlüter var nemlig lige præcis så konservativ at det gjorde noget – Det gjorde faktisk rigtig meget – og  han fik ret, den gode Schlüter, da han sagde, at når man først har fået den politiske bacille i blodet, så er det ikke til at komme af med den igen…

Sidste gang jeg mødte Poul Schlüter var i 2015 og helt tilfældigt. Schlüter sad på en bænk på Frederiksberg Allé overfor Frederiksberg kirkegård. Schlüter sad stille og betragtede det samfund, som han som Statsminister havde sat et enormt stort fingeraftryk på. Jeg spurgte til, hvordan han havde det, hvortil han svarede at han var ved at blive gammel.  Heldigvis fik mesteren en stribe år mere at leve i og ikke mindst en flot fejring af sin 90-års fødselsdag – en mærkedag hvor hele Danmark fulgte med – For Schlüter var hele Danmarks Statsminister.

Tak for alt, du store kæmpe!

Æret være Poul Schlüters minde

Leave a Reply

%d bloggers like this: