Når man læser Enhedslistens tidligere folketingsmedlem Pelle Dragsteds indlæg i Berlingske Tidende den 29. marts , så kan man ikke undgå at tænke en tanke om, hvilken planet Dragsted mon befinder sig på. Dragsteds indlæg er ét langt angreb mod dansk erhvervsliv. Han retter sin kritik mod det, han unuanceret betegner som en grådig erhvervstop. Et erhvervsliv der i Dragsteds verdensbillede hader fællesskaber og støtter egoismen. Dette billede må ethvert rettænkende individ dog tage afstand fra. Det er uhørt angreb mod de mange virksomheder, der uden skyld er blevet ramt af nedlukninger som følge af Covid-19 epidemien.
Når Pelle Dragsted beskriver dansk erhvervslivs tilgang til Covid-19 krisen således: ” Lad os deles om underskuddet i nedgangstider – mens vi selv beholder gevinsten i de gode tider.”, så er det en hån mod hårdtarbejdende selvstændige i Danmark. Virksomheder der skaber arbejdspladser og vækst i vores samfund. Virksomheder som implementerer den bæredygtige dagsorden og som er hele fundamentet for den velfærdsstat, som vi alle anerkender, som en væsentlig del af det danske samfund. Dragsteds utopi af en stat uden privat virkelyst findes ikke i en lykkelig udgave. Det er der historisk talrige eksempler på.
Pelle Dragsted angriber den lille selvstændige frisør, som uforvarende må holde lukket i månedsvis. Han angriber eventvirksomheder, hvor nogle medarbejdere stresset må flytte arrangementer i ét væk, mens andre hjemsendte kollegaer er henvist til uvisheden om fremtiden og isolationen fra det fællesskab, som vi er enige om betyder meget for os alle. Pelle Dragsted angriber familievirksomheder, hvis fremtid ligger usikkert hen. Arbejdspladser og vækst der er bygget op gennem generationer. Virksomheder der i årevis har betalt sin skat til det fælles uden at kny.
Pelle Dragsted tak til dansk erhvervsliv er nye skatter og afgifter. Han skriver og jeg citerer: ”I den udstrækning, der på trods af negative renter kommer en regning efter krisens gældsfinansierede hjælpepakker, må byrderne fordeles på en retfærdig måde, hvor dem der har mest – og som også har fået den største hjælp af fællesskabets hjælpepakker – også er dem der bidrager mest til at genoprette økonomien og betale af på gælden.” – Det er rystende læsning. For hvem har egentlig fået den største hjælp i forbindelse med regeringens hjælpepakker? Det har naturligvis de virksomheder, der har lidt det største tab- og lad os stadig lige holde fast i, at der er tale om en situation og en pandemi, der ikke er frembragt af dansk erhvervsliv, hvilket man eller skulle tro, hvis man skulle følge Pelle Dragsteds logik. Pelle Dragsted mission er ganske enkel uforskammet i kølvandet af en udmattende pandemi, og lad os så lige slå fast for en god ordens skyld, at processen omkring de helt naturlige hjælpepakker for dansk erhvervsliv ikke har været helt gnidningsløs og uden bureaukrati.
Pelle Dragsted burde hylde de danske virksomheder, der har bidraget med hjælpsomhed og innovation til at løse Covid-19 krisens udfordringer. Private virksomheder der har omstillet deres produktion til at producere værnemidler. Private virksomheder der har skabt vacciner på rekordtid og sammen med det offentlige sikrer, at vi kan se lys for enden af tunnelen. Det må aldrig blive sådan, at den offentligt ansatte og den selvstændige ikke kan være i stue med hinanden. Min opfordring til Pelle Dragsted og ligesindede der mener, at danske erhvervsliv snylter på Covid-19 krisen må være, at vi i stedet for at danne fjendebilleder skaber fællesskaber, der bygger på tillid og respekt for både det offentlige og for det private. Tiden er løbet fra det ideologiske eksperiment i begge retninger. Lad os i stedet skabe et velfærdssamfund, der giver plads til privat virkelyst og engagement. Alternativt så er vi ilde stedt, for hvad gør vi, når Staten løber tør for dine og mine penge, kære Pelle?