Logo

Julehilsen fra Per Ørum og Ørum Advice

Kære Kunder, Samarbejdspartnere og Følgere

Jeg vil gerne ønske alle en rigtig glædelig jul samt et lykkebringende 2022. Dette år har på mange måder været et specielt år for mig personligt – og ikke mindst for Ørum Advice. Nøgleordene har været konceptudvikling, opbygning af partnerskaber og relationer samt et politisk comeback, der ikke lige stod i drejebogen for 2021.

Året startede i Coronaens tegn. Danmark var lukket ned, og kundernes medarbejdere var sendt hjem. Der kom ikke meget i ordrebogen i årets første kvartal, men det lykkedes trods alt at komme igennem uden hjælpepakker, og aktiviteterne steg i takt med at samfundet blev lukket op igen. Året slutter også med en nedlukning, men dog for mit vedkommende uden at det får forretningsmæssige konsekvenser. Jeg kommer til at afslutte mit første regnskabsår i Ørum Advice med et lille overskud, og lever dermed op til min målsætning, da jeg startede min virksomhed for halvandet år siden.

I sommers valgte jeg at forlade Influenter-samarbejdet og gå solo med mit eget projekt som rummer rådgivning indenfor Public (B2G) og FNs Verdensmål med en lokal forankring i Region Midtjylland. Det har været en rigtig fornuftig disposition, hvor konceptet løbende er blevet udviklet, så Ørum Advice idag er placeret der, hvor firmaet skal være i forhold til koncept og aktiviteter. Missionen er at hjælpe private virksomheder med at løse samfundsmæssige udfordringer. Dette gælder både indenfor Public samt FNs Verdensmål, der for mig er et helt fantastisk “sprog” der kan bidrage positivt til at skabe positiv udvikling for vores samfund.

Årets største firma-aktivitet blev Klimafolkemødet i Middelfart i starten af september med både stand og tre events, herunder en workshop hvor vi implementerede FNs Verdensmål for Reklamebureauet Skabertrang. Et event, hvor der på et tidspunkt var kø for at komme ind, og som blev indledt med oplæg af min tidligere kollega i Folketinget, Connie Hedegaard samt deltagelse af mine fantastiske partnere på vores SDG-Koncept – Kim fra Innovationcolours samt Siva og Suba fra Partner Consulting. Det var helt afgørende positivt, at jeg i 2021 fik etableret partnerskab med de to firmaer om FNs Verdensmål.

2021 blev efter 10 års pause året hvor jeg gjorde politisk comeback. Jeg havde ellers forsvoret, at jeg skulle op og hænge i lygtepælene igen, men mit gode gamle parti – Det Konservative Folkeparti stod pludselig uden spidskandidat med få måneder tilbage til kommunalvalget i Herning, og jeg sagde ja, hvilket jeg bestemt ikke har fortrudt efterfølgende. Det blev til en plads i byrådet i Herning Kommune, hvor jeg udover at være gruppeformand bl.a. bliver næstformand i Økonomi, Erhverv og Uddannelsesudvalget. Jeg får desuden nogle bestyrelsesposter bl.a. i Midtjyllands Lufthavn. Jeg glæder mig meget til at tage fat på de politiske opgaver. Mine hovedprioriteter bliver erhvervs-området, særligt i forhold til at sikre kvalificeret arbejdskraft til virksomhederne samt det jeg kalder verdens bedste tekstileventyr i Herning Kommune. Vi skal være verdens bedste til genanvendelse af tekstilaffald, og på den måde bidrage til klimaudfordringen på et felt hvor vi har traditionerne og historien

Når man ser frem mod 2022, så er mit fokus at konsolidere Ørum Advice, og gerne skalere særligt SDG-indsatsen op sammen med gode partnere. Desuden er næste skridt at skabe endnu større synlighed for Ørum Advice-brandet. Det sidste har jeg en helt konkret nyhed om i starten af det nye år. Desuden kommer Ørum Advice til at deltage både ved Folkemødet på Bornholm, hvor jeg har en stor og spændende opgave for en af mine kunder samt til september i Middelfart ved Klimafolkemødet.

Afslutningsvis vil jeg gerne sende en stor TAK til mine kunder og samarbejdspartnere. Jeg er meget ydmyg og stolt over den tillid, som I viser mig og Ørum Advice – også en stor tak til de mange der følger mig og Ørum Advice på vores kanaler. Følg Ørum Advice her

Vi lever i en urolig tid. Jeg er meget bevidst om at vores gode liv med nærhed og kærlighed, skaber vi selv, ved at prioritere særligt vores dyrebar tid her på jord med meningsfulde gerninger sammen med mennesker, der giver os god energi og som har både oprigtighed og gode intentioner. Det gælder både i den tid vi kalder arbejdstid og i vores private liv.

Alle ønskes en rigtig glædelig jul samt et lykkebringende 2022.

I taknemmelighed en kærlig hilsen

Per Ørum

R5 6985 683x1024