Ørum Advice har lavet aftale med Folkemødet om at skabe en ny debatscene i 2024, der har fokus på Samfundsansvar og ESG.
Direktør Per Ørum betegner sig selv som rejsende i samfundsansvar, og dette tema bliver nu rullet ud som et nyt tema ved det kommende Folkemøde på Bornholm i juni 2024. Per Ørum har allieret sig med journalist og involvør Brian Bruhn, der får en ny titel på CV’et som projektleder på dette event.
Scenen for Samfundsansvar (ESG) har til formål at inspirere til at tage samfundsansvar ved at rykke ESG ud af regnearket og skabe bedre livskvalitet i virkeligheden samt i menneskers hverdag. Makkerparret fra Herning skal nu ud at finde ni partnere til scenen, og forventningerne er store.
”Lige nu er der utroligt stort fokus på ESG både i virksomhederne og organisationerne. De partnere vi finder, kan sætte dagsorden på dette område ud fra deres eget perspektiv, og på den måde tappe ind i et meget aktuelt tema”, siger Per Ørum, der har arrangeret flere debatter på Bornholm de to seneste år ved Folkemødet, der suverænt er det største af efterhånden mange forskellige Folkemøder rundt omkring i Danmark. Der er således over 3.000 event på de tre dage Folkemødet varer i Allinge.
Der er flere forskellige debatscener ved Folkemødet. Lige fra temaer som f.eks. Finans, Børn og Unge, Klima og Energi, Kultur, Ledelse, Natur, Mad, Verdensmål og altså nu også med Samfundsansvar.
Per Ørum var ikke i tvivl om at Brian Bruhn var den helt rigtige samarbejdspartner, da muligheden for at etablere scenen opstod. Brian Bruhn har et langt kommercielt CV, og arbejder aktuelt med borgerinddragelse i kommuner – han glæder sig til opgaven. ”Ud over at det er super spændende at lave Folkemøde, så er det også enormt meningsfyldt at være med til at gøre mennesker klogere og skabe mere forståelse for samfundsansvar, som er meget mere end data i et regneark, siger Brian Bruhn, der sammen med Per Ørum skal i gang med at finde partnere til projektet. Per Ørum har desuden indgået aftale med sin tidligere kollega fra Folketinget, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, der skal hjælpe til som ordstyrer på flere debatter. Den tidligere minister er i dag primært beskæftiget som radiovært og forfatter.
Konceptet bygger på at partnerne ikke skal bruge tid, penge og mandskab til at etablere sin egen stand ved Folkemødet. Det bliver i stedet en overskuelig indgang med god mulighed for netværk og markedsføring før, under og efter Folkemødet. ”Vi sørger for scene og al det praktiske omkring afvikling af i alt 21 events eller debatter de tre dage. Sammen med de øvrige partnere spiller vi hinanden gode ved at berige hinandens netværk på sociale medier, og på den måde skaber maksimal opmærksomhed omkring partnernes budskaber. Hver partner får to debatter i Folkemøde-programmet, fortæller Per Ørum, der sammen med Brian Bruhn allerede nu starter med at planlægge eventet i tæt dialog med arrangørerne på Solskinsøen.
Læs mere på https://orumadvice.dk/samfundsansvar/